Den 31. Maj meldte jeg mig til Powerade Halv-marathon. Min kollega sagde at selve tilmeldingen var 25% af hele præstationen og det tænkte jeg egentlig lød ret tiltalende. Efterfølgende har jeg stille og roligt trænet mig op til løbet med en lille måneds sygdoms-pause og til sidst en mindre skade i hælen.

Men dagen oprandt og jeg indfandt mig med tapet fod og nerver som skulle jeg til en afgørende eksamen – til stor morskab for kollega og tidligere kollega for hvem det blot var et lille hyggeløb. Ved 15km stødte jeg næsetippen mod muren og energien blev drænet fra mig. Ved 18 km havde jeg kompenseret så meget for hælen at mit knæ bestemt ikke havde lyst til mere løb og jeg var så koncentreret på den sidste del at jeg missede mine søde veninders heppen. På trods af ikke-eksisterende energi og et knæ der tydeligt gjorde opmærksom på sin eksistens fik jeg kæmpet mig over målstregen med tiden 2.01.43. Det blev ikke under to timer i denne omgang men jeg kom igennem og er tilfreds selvom min kollega løb under 1t30 og min veninde på 1t46.

There are victories of the soul and the spirit. Sometimes, even if you lose, you win.

En lille sejr for mig selv er også en sejr!