Så nåede vi til anden oplevelse i dette års Diningweek. Jeg havde ikke selv booket, men må indrømme jeg var en smule skeptisk overfor Café Victors indtræden i Diningweek. Jeg er generelt ikke imponeret over deres kunnen på det gastronomiske felt, og synes ikke at pris og kvalitet hænger sammen, på den gode måde. Det skulle desværre vise sig, at Diningweek konceptet ikke fik ændret på min skepsis.

Konceptet foregik på 1. sal, i Café Victors selskabslokaler, så man dermed ikke “forstyrrede” stamgæsterne nedenunder. Ved ankomst var der ikke klar, og vi måtte stå og vente… sammen med alle de andre gæster, mens personalet for rundt og gjorde hvad de kunne for at få gjort klar. Mit bud er at vi var ca. 60 gæster, og vi stod alle på en lille plads og ventede som slagtekvæg.  Arrangementet var sat til at starte kl. 20 og 20.10 blev vi seated. Der var på ingen måde personale nok til antallet af besøgende. Bestilling af drikkevarer lod vente på sig, og da vi endelig kom dertil, kunne der ikke bestilles fra det sædvanlige vinkort. Der var istedet bestilt specielle vine hjem og en simpel Alsace Sylvaner havde den nette pris af 425,- Her kan jeg ikke lade være med at tænke at det er en måde at skrue vinpriserne op, uden at man har muligheden for at tjekke op med det sædvanlige kort.

Menuen var forholdsvis simpel og mindede mest af alt om en gang husmandskost fra en kro i Tyskland. Det var fransk mad, og jeg burde egentlig sige en kro i Frankrig, men her var kvaliteten ikke helt høj nok.

Forretten var en Paté Maison og vi fandt aldrig ud af hvad den egentlig var lavet af, men det var vel noget ala en grov fransk landpate, serveret med en klat syltetøj (cumberlandsauce). Den smagte ganske dejligt, men det var bare ikke noget særligt.

Til hovedretten blev der serveret Pot au Feu med perlehøne. Perlehønen smagte i sig selv ganske godt, men blev serveret i noget, der mindede om en tynd oksekødssuppe. Som tilbehør var der et par kedelige kartofler iført egen bekædning (skrald) men dog kogt til perfektion. Dertil var der små pølser, som desværre var ganske uinteressante og havde en fad smag. De kunne have været peppet lidt op med timian el.l. Timiandelen kom kun til udtryk ved en ordentlig busk på toppen af retten.

Til dessert kunne man vælge mellem ost og chokolademousse. Vi valgte alle moussen, som blev masse-serveret fra et stort fad. Moussen smagte ganske dejligt og var serveret med lidt pistacieknas som var lækkert. Desværre var der et lag appelsincreme imellem mousse og pistacie, og denne var ikke et hit. Jeg var så uimponeret over oplevelsen, at jeg helt glemte at forevige moussen.

Det virkede som om der var for mange mennesker i lokalet. Man kunne dårligt tale med hinanden, da akkustikken var dårlig og larmen fra de mange mennesker overdøvende. Dertil kom musik i baggrunden, som var unødvendigt. Temperaturen var ulidelig, der var frygtelig varmt. Stakkels personalet, som måtte fare rundt, for at prøve at følge med. Alt i alt var det en ganske middelmådig oplevelse, maden var ikke noget særligt og betjeningen ligeså, selvom det søde personale gjorde hvad de kunne – de var bare ikke nok mennesker. Det virkede lidt som om Café Victor blot deltog i Diningweek for at score kassen, man blev ikke teaset til at komme tilbage. Min første skepsis blev bekræftet, og JEG kommer ikke tilbage til Café Victor, hvis de deltager i næste års Diningweek.

4/10 *

Diningweek er et fantastisk koncept, der giver dig mulighed for at få en lille teaser på hvad forskellige restauranter kan byde på af spændende kreationer. I år bød første oplevelse på Nimb Brasserie. Jeg har tidligere haft en lidt uheldig oplevelse på Nimb Brasserie, hvor der desværre ikke var personale nok til det antal gæster der var budt indendøre. Men min tidligere oplevelse er glemt. Nimb Brasserie bød indendøre til en fin og velsmagende menu, og personalet var velkoordineret og behageligt. Under sidste års Diningweek besøgte jeg Nimb Terrasse, og dette var en rigtig dejlig oplevelse.

Menuen var velafbalanceret og smagte dejligt. Forretten bestod af koldrøget laks på kærnemælk og dildolie, serveret med urter, agurk og en urtemayo. Agurkestykkerne var lidt tamme og ligegyldige, men resten var lækkert. Der var både et stykke røget laks og et stykke rå laks af en art. Den rå laks havde en snert af en lidt for “fisket” smag, men ellers var det en dejlig komposition.

Hovedretten bød på glaseret svinebryst. Svinebryst er og bliver lidt fedt, og for nogles smag kan det være lidt for voldsomt. Men igen synes jeg det var en dejlig ret, og Nimb havde formået at gøre en mindre interessant spise til en lille lækkerbisken. Tilbehøret kunne der dog være en lille smule mere af.

Desserten var en moderne variant af citronfromage og smagte dejligt. Lidt marengsknas gav god struktur til den cremede fromage. Fromagen kunne måske have været anrettet en lille smule pænere.

Vi blev desuden mødt af dejligt hjemmebagt surbrød med luftigt rørt smør – en lækker lille detalje, der sætter prikken over i’et. Vinen kom fra det vanlige vinkort, og er ganske rimeligt prissat.

Alt i alt var det en rigtig dejlig oplevelse, og jeg kommer meget gerne tilbage til Nimb til næste år og ser hvad der kan bydes på.

8/10 *

Vi havde hørt rygter om en hemmelig terrasse og rendte rundt og fulgte diverse hemmelige anvisninger for at lande på et traktement der ikke virkede voldsomt hemmeligt. Til gengæld faldt vi over et andet skønt sted.

Er man i Rom bør man gøre sig selv den tjeneste at smutte forbi Hotel Raphael og få drinks eller en kaffe på deres tagterrasse.

Hvad end man bestiller drinks eller kaffe får man tilhørende salte eller søde snacks. Man betaler lidt for udsigten men den er også helt og aldeles fantastisk.

Jeg kan desværre ikke udtale mig om maden, får da vi opdagede at menukortet var vegetarisk fik vi hurtigt afbooket den reservation vi ellers havde lavet, men tag absolut forbi til en kaffe eller drink.

Tager du til Rom må du simpelthen gøre dig selv den tjeneste at tage et smut forbi Caffé Bianco tæt ved Campo dei fiori.

Ikke nok med at Giovanni (ja det hedder han) mixer skønne og kreativt dekorerede cocktails, ja så kører de med old fashioned Happy Hour, hvor du køber drinks og får gratis mad. Og her snakker vi ikke et stykke slatten pizza men et væld af lækre kreationer.

Beliggenheden kunne være lidt bedre, da stedet ligger ud til en befærdet vej, men der er fint skærmet af med grønt og drinks, mad og de søde ansatte vejer klart op for beliggenheden.

Caffé Bianco

www.caffebianco.it

I looove my new local place. Eller i virkeligheden er det efterhånden ikke nyt længere men det er my little local place.

Sushi ad libitum for 188, kan det virkelig passe? Ofte forbindes ad libitum med en form for kompromis med kvaliteten men ikke hos Izumi. Sushien er super lækker og laves på bestilling (ikke noget for-lavet sushi der har stået hele dagen her) og det er altid en meget tilfreds og mæt Lille My der forlader etablissementet. De vigtige ingredienser risene og fisken er præcis som de skal være. Interiøret er ikke det smukkeste, her kunne godt bruges en lille hjælpende hånd for rent faktisk at komme op på niveau med det der serveres.

Men det lille sted med meget rimelige priser og venligt personale er helt sikkert på niveau med de større dyre steder når det angår det essentielle, sushien!

En uge i Port Andratx og sjældent har jeg været så begejstret. Allermest fantastisk var nok at vi var de eneste fra et fly, der ellers var overbooket med skrigende børn, som havde valgt denne destination – hvornår begynder man at have fly for folk der rejser UDEN børn!? Jeg var så heldig at min søde mor impulsivt inviterede mig med og havde en super hyggelig tøsetur med min mor og moster.

Port Andratx kan med få ord beskrives som charmerende, klasse, og luksuriøs. Port Andratx er en lille havneby og man ser den ene kæmpe yacht efter den anden i lystbådehavnen og en fancy opvisning af BMW’er, Porscher og Ferrari’er på promenaden. Byen er lille men utroligt smagfuld og hyggelig. Her findes ikke neonskilte og trashy souvenirbutikker. Istedet er byen fyldt af butikker med lækker indretning og dyre designermærker og alle restauranterne er moderne og classy både hvad angår indretning og menuer. Vi var alle tre enormt begejstrede og nød byen helt utroligt.

Indlogeringen

Vi boede på Hotel Brismar, som er et mindre tre-stjernet hotel. Det er pænt og rent men ikke luksuriøst. Hotel- og restaurationspersonalet er til gengæld UTROLIGT søde og udgør næsten en stjerne i sig selv. Det trak så desværre ned at der er utroligt lydt og nabobygningen er en temmelig højlydt bar, der for vores alles vedkommende resulterede i flere søvnløse nætter (både pga. musikken fra baren og højlydte gæster (uden pli) der kom hjem på hotellet). Vi fandt ud af at ham der lejede hotellet og den tilhørende restau havde taget “pakken” pga. restauranten og det var her satsningen lå, hvilket var ret tydeligt. Næste gang turen går til Port Andratx skal jeg nok forkæles med et lille ophold på Hotel Villa Italia – super luksus.

Where to eat (gourmet style)

Hotellets restaurant begejstrede os i den grad at vi spiste morgen, middag og aften hele ferien, med undtagelse af en enkelt frokost og aften der blev indtaget andetsteds. De skulle dog liiiige lære os at kende før vi blev behandlet som VIP’s (mindre kan naturligvis ikke gøre det). De første aftener ventede vi lovlig lang tid på mad og vin, den ene aften fik vi lov at vente halvanden time bare på vinen! Men efter et par dage og bevis på hvor stor pris vi satte på maden blev vi også udnævnt til VIP’s med dertilhørende lyn-service, gratis cocktails og komplimenter. Stedet er fantastisk men er nok vokset hurtigere end de har kunnet følge med, og de skal lige have helt styr på servicen for at få fem stjerner i min bog. Vi blev præsenteret for et lækkert internationalt menukort, der efter første aften kun gjorde os mere nysgerrige på hvad resten af kortet bød på. Skønne eksempler:

Gourmet paella med hummer, krabbe og kæmperejer

Tournedos Rossini

Housemade Terrine de Foie gras med kastanjecreme og pain d’epice

Kammuslinger

På en løbetur kom jeg forbi et lækkert hotel der tilmed havde en anbefaling fra Michelin. Det kunne jeg naturligvis ikke lade gå min næse forbi og vi indtog et måltid til UG med kryds og slange. Service og mad var i top, prisen dog i den høje ende.

Minus

Port Andratx har ikke rigtig nogen strand. Nu er jeg ikke den store fan af sand og skal jeg udsættes for det foretrækker jeg en hvid bounty strand eller som alternativ at kunne slænge mig i en solstol. Nærmeste strand med “tilbehør” (meaning solstole, parasoller og adgang til forfriskelser) var en længere taxitur væk så man skal absolut sørge for at leje bil når man besøger Port Andratx. Så kan man også selv køre til og fra lufthavnen og køre nogle skønne ture. Det skal måske nævnes til sidst at naturen omkring Port Andratx er utrolig smuk og man bør ikke snyde sig selv for et nærmere bekendtskab – på trods af varmen nød jeg mine tidlige løbeture med den mest fantastiske udsigt.