Hvert Nytår kommer også nye “fortsætter” – de fleste handler om at smide nogle kilo og starter vældig optimistisk i januar måned, hvor landets motionscentre så også er overrendt af “Nytårsryttere” – dem der alligevel falder fra et par måneder senere.

Efter i en årrække at være vokset mere og mere ud af meget af mit tøj iførte jeg mig til sidst kun hvad jeg kærligt kalder mine “sorte affaldssække” aka store sorte kjoler der skjulte de, lad os betegne det pænt, bugnende former. Vægten var blevet et væmmeligt instrument der stod og knurrede af mig i hjørnet af mit soveværelse og mindede mig mest af alt om Harry Potter’s monsterbog – stige op på den havde jeg bestemt ingen intentioner om!

En dag i februar måned sidste år besluttede jeg mig alligevel for at nok måtte være nok og hoppede op på monster-vægten for at se realiteterne i øjnene. Når jeg husker tilbage har jeg næsten for mig at den lyste rødt og udsendte høje alarm lyde i stil med en atomubåd der er ved at sprænge i luften – vægten havde lagt sig på et faretruende niveau af 66 kg, intet under at jeg knap kunne få min jeans op over min po-po. I folkeskolen vejede jeg altid omkring de 57 som senere hen måske mere realistisk lå på omkring 59, men nu var det kommet HELT ud af proportioner.

Livsstilen blev omlagt, fitnesskortet støvet af og kost-styring blev en del af hverdagen. Jeg benyttede mig af (og gør det stadig) Iforms kostdagbog som hjælper mig til at holde helt styr på hvor mange kalorier der kommer ind og hvor mange der bliver brugt. Godt nok skal alt vejes og måles (og man må finde sig i lidt drilleri hist og her), men det vænner man sig hurtigt til og kollegerne er tilmed holdt op med at grine af mig når køkkenvægten kommer frem til frokosten, standhaftig er man vel! Til gengæld vænner man sig også til hvor meget tingene vejer og fylder og er man ude at spise kan man sjusse sig frem til måltidet eller måske ligefrem holde fri en aften – det skal der også være plads til! Når man bruger en kostdagbog får man ikke kun styr på kalorierne, man får også en meget bedre idé af hvordan man skal sammensætte kosten, og det er ofte her den går galt – jeg tror vi er rigtig mange der nemt får for mange kulhydrater i kosten.

I slutningen af maj var jeg nede på 57kg og i september løb jeg mit første halvmarathon – man må sige jeg vandt kampen.

En Nytårsaften kan ofte ende med at man står tilbage med en lidt flad fornemmelse og tænker “var det det?”

I virkeligheden handler det nok bare om at man lige skal huske at forventningsafstemme med sig selv og ikke forvente århundredets fest hvert år, SÅ skal man nok få en dejlig aften.

Nytårsaften anno 2012 blev holdt hos venner “ude på landet” hvilket vil sige hele selskabet skulle overnatte og allerede her blev der skabt lidt ekstra hygge i vores lille sluttede kreds på kun 7. Værtinden havde helt tilfældigt pyntet bordet i, hvad der viste sig at være, “the New Years fashion table farver: sort, sølv og pang – i vores tilfælde en skøn pink der passede fint med min ægte retro-kjole jeg havde valgt til aftenen. Kjolen har jeg arvet fra min mormor og jeg er lykkelig for at kunne passe den og sende en lille tanke til min elskede mormor når jeg har den på. Den er nok 40 år gammel og stadig super smuk og sidder fantastisk som var den syet til mig – døm selv!

Med værten som ejer af en fiskebutik var aftenens gourmet side sikret. Menuen bevægede sig fra en lettere suppe-steg-is over i en 5-retters gourmet palet af lækre ingredienser hvor mine små fingre var med i spillet, og vi nåede kun lige at få smidt desserten indenbords og gribe et glas til klokken slog tolv og efter fyrværkeri og dans til den tidlige morgen, må det vist betegnes som en succes.

Menuen

Østers deux facon

Au-naturel med vinaigrette og paneret med rasp, hvidløg, peber og emmentaler

 Hummer & Krabbe

Frisk kogt hummer, kamchatka krabbe, hummerskum, glace af soya, selleri og parmaskinke på hummerskum

 Foie gras deux facon

Terrine med pain d’epice, pærejuice, pærepuré, crumble af brunkage, stegt på feldsalat med trøffelolie

 Lam & svampe

Lammekrone med kejserhatte og svampe ala creme

 Parfait & skovbær I nøddekrokant

Den 31. Maj meldte jeg mig til Powerade Halv-marathon. Min kollega sagde at selve tilmeldingen var 25% af hele præstationen og det tænkte jeg egentlig lød ret tiltalende. Efterfølgende har jeg stille og roligt trænet mig op til løbet med en lille måneds sygdoms-pause og til sidst en mindre skade i hælen.

Men dagen oprandt og jeg indfandt mig med tapet fod og nerver som skulle jeg til en afgørende eksamen – til stor morskab for kollega og tidligere kollega for hvem det blot var et lille hyggeløb. Ved 15km stødte jeg næsetippen mod muren og energien blev drænet fra mig. Ved 18 km havde jeg kompenseret så meget for hælen at mit knæ bestemt ikke havde lyst til mere løb og jeg var så koncentreret på den sidste del at jeg missede mine søde veninders heppen. På trods af ikke-eksisterende energi og et knæ der tydeligt gjorde opmærksom på sin eksistens fik jeg kæmpet mig over målstregen med tiden 2.01.43. Det blev ikke under to timer i denne omgang men jeg kom igennem og er tilfreds selvom min kollega løb under 1t30 og min veninde på 1t46.

There are victories of the soul and the spirit. Sometimes, even if you lose, you win.

En lille sejr for mig selv er også en sejr!